Historie

Mit navn er Laura Ritsmar!

Jeg er sangerinde, sangskriver, producer og speaker. Jeg er igang med at læse min bachelor i Rytmisk Sang på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og så arbejder jeg som professionel speaker ved siden af.

Som 17-årig fik jeg rollen som Perlesten i Sebastians ur-opsætning af Hodja fra Pjort. I forbindelse med opsætningen indspillede jeg sangen “En ny og dejlig dag“. Efterfølgende var jeg gæstesolist ved flere af Sebastians solo-koncerter, og en af aftnerne optog vi duetten “Vårvisen” som blev udgivet på Sebastians live-plade fra 2015.

Jeg udgav et par år senere min originale musik med mit band Spektaro. Spektaro består primært af min søster Anna Ritsmar og jeg – og så har min far været meget indover sangskrivning og produktion af musikken. Et lille familie-projekt. Det kulminerede med udgivelsen af albummet “Eponym” der både er til at finde digitalt og på vinyl.

I 2018 blev jeg uddannet kirkesanger og har arbejdet i folkekirken i flere år. Jeg har et bredt kendskab til salmer og andre typiske sange der bruges i kirken. 

I slutningen af 2019 opstartede jeg et nyt musikprojekt med produceren Anton Sherar: Duo’en RAVN. RAVN er alternativ nordisk elektro-pop. Vores overordnede æstetik trækker inspiration fra Nordens og Asiens eksotiske kulturer og naturlandskaber. Numrene skabes med en fri form ud fra løse musikalske koncepter og teksterne skrives derefter. Musikken inddrager akustiske instrumenter såsom klaver, strygere og blæsere samt elektroniske elementer i form af synthesizere og trommemaskiner.

RAVN udgav EP i efteråret 2021, og den kan høres her

I 2022 blev jeg en del af Limunt. Herigennem kan man nemt booke mig til at komme og spille og synge til festlige begivenheder. Fx bryllup, dåb, vielse, bisættelse eller en havefest!

Få en smagsprøve på hvad jeg kan levere gennem to flotte optagelser her: ‘Buster’ og ‘What a Wonderful World’.